Kurser i dyreforsøg giver bedre forskningsresultater og dyrevelfærd (2014)

Aage Kristian Olsen Alstrup, PET Centeret og Dansk Neuroforsknings Center, Hoved Hjerte Centeret, Aarhus Universitets Hospital

Egen deltagelse var en øjenåbner

Som ung ph.d.-studerende deltog jeg i år 2000 i det store tre-ugers forsøgsdyrskursus, som den daværende Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole udbød. Dengang var kursusdeltagelse ikke obligatorisk, men naturligvis anbefalelsesværdig, når man, som jeg, beskæftigede sig med dyreforsøg.

Kurset var et såkaldt C-kursus, som er det kursus, man i dag behøver for at søge sine egne tilladelser, mens det kun kræver det noget kortere B-kursus, hvis man blot skal medvirke til dyreforsøg under en andens tilladelse. På mange måder blev dette kursus en øjenåbner og inspirationskilde for mit videre arbejde med forsøgsdyr. Jeg husker navnlig diskussionerne med mine med-kursister og mødet med nogle af branchens garvede undervisere.

Kurset efterlod mig dog også med en vis frustration over, hvor kompliceret dyreforsøg egentlig er – hvor mange faldgrupper jeg selv risikerede at falde i, når jeg udførte mine egne forsøg – fejlkilder jeg slet ikke havde tænkt over. Kurset gav mig også en faglig respekt for forsøgsdyrsfaget, og den næste lange tid brugte jeg på at søge litteraturen igennem for at identificere mulige fejlgrupper i mine egne planlagte forsøg.

Efterhånden blev frustrationen erstattet af tilfredshed med at være nået et skridt videre i at designe meningsfulde dyreforsøg. Jeg tror, at der netop er en pointe i, at man på forsøgsdyrskurserne demonstrerer, hvor kompliceret dyreforsøg er. Eksempelvis at strøelsestypen kan påvirke lever-enzymerne, således at opvågningstiden efter bedøvelse bliver påvirket. Uden sådanne erkendelser kan man ikke løfte det faglige niveau. En anden pointe er, at kursisterne præsenteres for de eksperter i dyreforsøg, som alle institutioner har ansat, sådan at eksperterne bliver brugt, når nye forsøg skal designes, udføres og fortolkes.

Underviser på kurser

Allerede samme år begyndte jeg selv at undervise på forsøgsdyrskurser, og igennem tiderne har jeg undervist mange forskellige steder, navnlig ved Aarhus, Syddansk og Københavns Universiteter. Undervisningen har været tidskrævende, men også yderst givende. Blandt andet har undervisningen skabt faglige netværk, som kan bruges i det fremtidige arbejde. Kursisterne er som oftest velmotiverede, da de selv står overfor at skulle udføre egne forsøg, og derfor ønsker at få maksimalt ud af undervisningen. Det er også en styrke, at kurserne kombinerer teori og praksis.

Det betyder, at kursisterne ikke kun indføres i fagets mange teorier, men også opnår en vis færdighed til selv at håndtere dyrene. I 2002 blev det gjort obligatorisk at gennemføre kurser i dyreforsøg. Det betød, at vi i 2002 underviste rigtigt mange af de ældre, garvede forskere, der aldrig tidligere havde gennemført et kursus, men som ikke desto mindre besad stor praktisk erfaring. Selvom indholdet vel derfor var kendt viden, var det mit indtryk, at de fleste tog hjem med ny viden i rygsækken, og nogle gav udtryk for, at de gerne ville have haft et sådant kursus, da de selv startede op.

Dyreetik og dyrevelfærd

Kursusprogrammerne bliver forhåndsgodkendt af Dyrevelfærdskontoret, der dog altid først rådfører sig hos Rådet for Dyreforsøg. Det er naturligvis centralt, at der som en del af kurset indgår undervisning i dyrevelfærd. Målet på B-kurserne er at give en basal viden om bedøvelse, smertebehandling og andre forhold af betydning for dyrevelfærden – det er derimod ikke målet at skabe specialister – hertil er kurserne, der typisk tager en lille uges tid, alt for korte. Derimod kan man nå længere ned i stoffet på C-kurserne.

Under B-kurset skal kursisterne gerne nå så langt, at de tilbage i enhederne kan læres praktisk op i bedøvelse og smertebehandling under kyndig vejledning af vejledere og forsøgsdyrsveterinærer. En god øvelse på kurserne er, at kursisterne får lejlighed til at overveje, hvordan de konkret forbedrer dyrevelfærden i egne, planlagte studier. Her kommer feedback fra medkursister og undervisere formentlig senere hen mange forsøgsdyr til gode. Det har altid forekommet mig, at undervisning i dyrevelfærd er en noget vigtigere sag end undervisning i dyreetik, der dog ligeledes er obligatorisk på kurserne.

Det er jo trods alt den forbedrede dyrevelfærd, der direkte kommer forsøgsdyrene konkret til gavn og ikke argumenterne for, hvorfor de udføres. Men efter i mange år at have undervist i dyreetik (jeg har fået denne tjans, da jeg har en fortid som teologistuderende) forekommer også denne del mig at være af større og større vigtighed.

Jeg tror egentlig ikke, at etikundervisningen får kursisterne til at handle mere etisk korrekt, når de udfører deres forsøg, men måske reflekterer de en ekstra gang over deres egen rolle som teknik-kere og forskere, der har ansvar for levende medskabninger. Samtidigt giver etikundervisningen anledning til, at dyreforsøg sættes ind i en historisk kontekst.

Forundringen over at Rene Descartes kunne opfatte en kats klagen under vivisektion som blot simpel død kemi afstedkommer ofte en eftertanke hos kursisterne: Hvor sætter vi selv grænsen for, hvilke dyr, der kan føle smerte? I dag vil de fleste formentlig mene, at fisk kan føle smerte, men hvad med hvirvelløse dyr?

Behov for specialkurser

I Aarhus har vi i 2010 oprettet et B-kursus i dyreforsøg, som har fokus på forsøg med vekselvarme forsøgsdyr, altså fisk, padder og krybdyr. Inden da havde et sådant kursus længe været efterspurgt, eftersom biologistuderende ofte skriver zoofysiologiske specialer om vekselvarme dyr, som på mange måder skal håndteres anderledes end pattedyrene.

Kurset har sidenhen været velbesøgt, og det er mit indtryk, at det giver god mening at holde sådanne specialiserede kurser. Kurset har også på anden vis vist sig frugtbar, da det har fungeret som bindeled mellem biologerne på den ene side og dyrlæger/læger på den anden side. Den veterinære og medicinske verden har ofte konkrete løsninger, som med lettere modifikationer kan tages i anvendelse i den biologiske forskning – blandt andet nyere bedøvelsesmetoder og operationsteknikker.

Omvendt kan den biologiske verden ofte bidrage med indsigt i eksotiske dyrearter, som kan være gode suppleanter til de traditionelle muse- og rotteforsøg. På kurset har vi forsøgt os med at undervise to af gangen – en biolog og en dyrlæge, og dette har afstedkommet mange levende og frugtbare diskussioner, som jeg tror, har været værdifulde for kursisterne. Med to lærere bliver undervisningen levende og vedkommende.
Det er min erfaring, at kursisterne lærer meget af aktivt at tage del i disse problembaserede diskussioner, og at det levende ord derfor er en meget vigtig del af tilegnelsen af ny viden om dyreforsøg. Det er derfor også vigtigt, at underviserne har muligheder for at tage diskussionerne op og ikke er alt for stramt bundet op af snævre lektionsplaner.

Undervisning i udlandet

Foruden de danske kurser har jeg ind imellem også undervist på udenlandske forsøgsdyrskurser i Rusland og Latinamerika. Blandt andet bliver vores zoofysiologiske forsøgsdyrskursus efterspurgt, da sådanne kurser ikke kendes i udlandet. Undervisning i udlandet er på én gang både krævende og givende. Krævende da der er sproglige barrierer, som skal overvindes.

Det er mit klare indtryk, at det faglige udbytte er størst, når kursisterne undervises på deres og undervisernes modersmål, da det giver de bedste og mest frie diskussioner. Men derudover er der også forskelle fra land til land på, hvordan man ser på dyreforsøg, og hvordan dyreforsøg praktisk udføres.

Mange steder i verden kan man støde på den opfattelse, at eksempelvis krybdyr ikke kan få infektioner, og at det derfor ikke er nødvendigt at udføre sterile operationer på dem. Nogle steder kan det tillige være økonomisk svært eller næsten umuligt at skaffe sterilt udstyr til dyreforsøg, som vi bruger i Danmark. Så hjælper det ikke meget at undervise i korrekt kirurgisk teknik med autoklaverede instrumenter og steril afdækning, men man må i stedet opstille gennemførlige løsninger såsom simpel afspritning af instrumenter og afdækning lavet ud af fryseposer, der på indersiden er næsten sterile.

Omvendt er sådanne kurser oftest meget givende, da man som underviser har en fornemmelse af, at kurserne virkelig bliver værdsat af kursisterne, og at man med forholdsvis simple midler kan løfte dyrevelfærden betragteligt. På disse kurser møder man blandt kursisterne ofte meget erfarne og højtestimerede forskere, og jeg er da også altid kommet hjem med ny viden, som jeg har kunnet bruge i min egen forskning.

Hvad har de tolv år lært os?

Alt i alt har kurser i dyreforsøg betydet et gevaldigt fagligt løft for dyreforsøg i Danmark. Det er først og fremmest kommet forsøgsdyrene til gode, men har samtidigt løftet kvaliteten af den forskning, der kommer ud af forsøgene.

Søg på 3rcenter.dk