Kunstig lungemodel kan sikkerhedsteste spraymidler

Udarbejdet af Aiko Sho Nielsen (freelancejournalist og gymnasielærer i biologi) for Danmarks 3R-Center (copyright)

På Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har forskere udviklet en dyrefri in vitro-metode som kan vise, om forskellige stoffer i sprayform skader lungernes surfaktantlag. Dermed kan antallet af forsøgsdyr, som bruges til disse sikkerhedstests, reduceres. Projektet støttes af Danmarks 3R-Center.

Selvom vi trækker vejret mange gange i minuttet, tænker de færreste af os over det. Når man tager en indånding, suser atmosfærisk luft ned gennem luftrøret, bronkierne og bronkiolerne for at ende i alveolerne, som er de yderste forgreninger af lungerne. Her sker udvekslingen af gasser mellem blodet og luften, sådan at kroppens celler hele tiden får tilført ny ilt til respirationen og gennem udåndingen skiller sig af med kuldioxid.  Uden denne proces kan cellerne – og dermed vi selv – ikke overleve. Derfor er det ikke så mærkeligt, at vi gennem evolutionen har udviklet mekanismer, som gør, at det føles ubehageligt, hvis vi prøver at holde vejret for længe, eller hvis vi indånder noget skadeligt.

For at vi kan passe på vores lunger, er det vigtigt at kende til de stoffer, som kan irritere og skade luftvejene. De fleste af os kender imprægneringsmidler fra dagligdagen. Det kan være produkter, som man bruger på sine sko, tøj, møbler eller gulve, for at gøre dem vand- og smudsafvisende. Mange af disse produkter sælges som sprayflasker, der indeholder væske under tryk og indeholder en opløsning med meget små dråber (mindre end 1µm i diameter). Denne type imprægneringsmidler er man særligt interesseret i at sikkerhedsteste, fordi man har set eksempler på, at nogle af dem kan være giftige, hvis de indåndes i for høj koncentration.

Når man skal undersøge, om stoffer skader lungerne ved indånding, bruger man ofte dyreforsøg, hvor fx mus fungerer som model for mennesket. Men på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har forskere udviklet en dyrefri in vitro-metode, som kan vise, om et stof i sprayform skader en vigtig del af lungerne, nemlig det såkaldte surfaktantlag i alveolerne. Med den nye metode håber man at kunne reducere brugen af forsøgsdyr til sikkerhedstests.

Partiklernes størrelse er vigtig

Når man skal undersøge eller forudsige, om et stof, som indåndes, kan skade luftvejene, spiller størrelsen af partiklerne en stor rolle. Groft sagt er det de små partikler, som kan give os de største problemer.
 
Hvis der svæver partikler i luften omkring os, indånder vi dem, og jo mindre partiklerne er, jo længere kan de nå ned i luftvejene. Heldigvis er vores luftveje opbygget sådan, at de beskytter vores lunger. Når luften passerer gennem næsen/munden, og derefter gennem luftrøret, bronkier og bronkioler, opvarmes og fugtes luften, mens den passerer de mange sving og forgreninger. Dette effektive filter betyder, at partikler, som er større end ca. 10 µm (mikrometer), opfanges på deres rejse enten i næsen eller af bronkierne og bronkiolernes mange små fimrehår, cilierne. Fimrehårene i bronkierne transporterer partiklerne op i svælget, hvorefter de synkes.

En del af de partikler, som er mindre end 10 µm, vil nå helt ud i alveolerne, som er de yderste forgreninger af lungerne. Man ved også, at såkaldte nanopartikler, som er mindre end ca. 100 nm (< 0,1 mikrometer), som udgangspunkt altid kan nå ned til alveolerne, hvis de indåndes. Der er ingen fimrehår i alveolerne, så nanopartiklerne fjernes af makrofager (ædeceller), der fungerer som en slags skraldemænd. Makrofager optager partikler og bakterier, som derefter nedbrydes eller transporteres bort fra lungerne gennem lymfevæsken eller via bronkiolerne. En makrofag fjerner kun en eller få partikler af gangen, så hvis der er mange små partikler, går det meget langsommere, end hvis der er få større partikler.  Alveolerne er derfor sårbare overfor skadelige partikler.

Imprægneringsprodukter på aerosolform laver dråber, som er mindre end 1 µm. De er luftbårne i længere tid end partikler fra produkter på almindelig pumpeflaske. Det betyder, at flere dråber indåndes fra den sky, som udløses, når man bruger aerosolproduktet. Derfor er man også særlig opmærksom på at sikkerhedsteste aerosolprodukter.

Surfaktantlaget

I hver lunge har vi omkring 300 millioner alveoler, som hver især kun er cirka 200 µm i diameter. Alveolernes indre overflade er dækket af et væskelag, som indeholder lungesurfaktant. Voksne mennesker har kun ca. 10-20 mL lungesurfaktant, så væskefilmen i alveolerne er meget tynd (0,2 µm). Hvis man foldede alle dele af luftvejene ud, ville man få en overflade på omtrent 100 m², og langt det meste af arealet ville udgøres af alveoler. Den store overflade sikrer, at diffusionen af ilt og kuldioxid ind og ud af alveolerne foregår effektivt og hurtigt. Her spiller surfaktant en afgørende rolle for, at vores lunger fungerer.

I 1990’erne opdagede man, at den væsentligste årsag til at børn der var født tidligere end uge 34 døde, var, at de blev overbelastede, når de forsøgte at trække vejret, fordi deres lunger havde for lidt eller næsten ingen lungesurfaktant. Man ved i dag, at mange personer har nedsat lungesurfaktantfunktion, som følge af lungesygdom. Dette sker blandt andet ved ARDS (Acute Respiratory Distress Syndrome), som kan opstå, når man udsættes for fx traumer, sepsis (infektion) eller hvis man inhalerer giftige kemikalier m.fl. Lungesurfaktantens funktion spiller også en rolle i sygdomme som astma, KOL og lungebetændelse.

Surfaktantlaget er en kompleks blanding af lipider og proteiner, som reducerer overfladespændingen på væskefilmen (se figur 2). Overfladespænding opstår, fordi molekylerne i en væske tiltrækkes af hinanden. Det er overfladespændingen, der holder sammen på en dråbe. I rent vand er overfladespændingen 70 mN/m (millinewton per meter), men i alveolerne er den væsentligt lavere. Det skyldes, at væskelaget indeholder surfaktant.  Alveolens størrelse ændrer sig desuden i takt med, at man ånder ind eller ud. Når man ånder ud, bringes væggene i alveolerne tættere på hinanden. Hvis overfladespændingen var lige så høj, som i rent vand, ville de klappe sammen. Lungesurfaktanten sænker overfladespændingen til nær 0 mN/m under en udånding, så selv meget små alveoler kan holdes åbne (se figur 3).

Det betyder, at vi skal bruge meget få kræfter på at trække vejret. Hvis lungesurfaktanten derimod er beskadiget, fx på grund af indånding af noget giftigt, sænkes overfladespændingen ikke til disse meget lave værdier, og de mindste alveoler vil kollapse rundt omkring i lungerne. Det vil medføre, at nogle af de yderste bronkioler fyldes med væske. Det kræver mange kræfter at åbne alveolerne og fjerne væsken fra bronkiolerne, og man vil trække vejret tungt og med besvær. I værste fald kan skader på surfaktanten føre til, at lungerne klapper sammen (såkaldt atelaktase), hvilket er en livsfarlig tilstand.

Dråbe som in vitro-model

Den kunstige in vitro-lungemodel, som forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har udviklet, kan bruges til at sikkerhedsteste stoffer, som man mistænker for, at kunne skade surfaktanten. Modellen kan simulere alveolers surfaktantfunktion under ind- og udånding (se figur 6).

I korte træk består modellen af et lufttæt kammer med en vanddråbe tilsat surfaktant, som ligger ovenpå en forhøjning. Dråbens størrelse kontrolleres ved hjælp af en pumpe, som gør dråben større (for at simulere alveolens størrelse og overfladespænding ved en indånding) eller mindre (udånding). Det stof, man gerne vil undersøge, sprayes ind i kammeret. Et videokamera optager herefter løbende ændringerne i dråbens form. Hvis surfaktantens funktion ødelægges, vil formen på dråben ændre sig, fordi overfladespændingen stiger.

De første forsøg med modellen har haft til formål at undersøge, om modellen nu også kunne bruges i praksis. Man har derfor testet med stoffer, som man allerede havde viden om mht. deres effekt på surfaktanten. Her har modellen vist sig at være meget pålidelig. Da man ved, at dyreforsøg, hvori fx imprægneringssprayprodukter indåndes, er voldsomt belastende for mus, vil det være en stor dyrevelfærdsmæssig forbedring, hvis man kan reducere antallet af nødvendige dyr til disse tests.

Idet modellen kun kan forudsige giftighed med hensyn til surfaktantens funktion, og ikke andre typer af skader på luftvejene, kan den ikke i sig selv fuldt erstatte forsøgsdyr, når man skal sikkerhedsteste aerosoler. Men håbet er, at den vil kunne reducere behovet for at bruge forsøgsdyr i tests, hvor man mistænker et stof for, at kunne skade surfaktanten.

Den "kunstige lunge"
3R CenterPlay

Her kan du se, hvordan den "kunstige lunge" ser ud (Copyright Danmarks 3R-Center).

Forslag til arbejdsspørgsmål til artiklen
  1. Vi indånder dagligt en masse små partikler. Eksempler herpå er pollenkorn, som kan være ned til 10 mikrometer (μm), lerpartikler fra jord (ca. 0.02 μm) mens partikler i tobaksrøg og smog (fra bilers udstødning) kan være så små som 0.01 -0.001 μm. Hvor langt kan disse forskellige partikeltyper trænge ned i luftvejene? Hvilken betydning kan det have?
  2. Brug figur 3 til at forklare, hvordan surfaktant er i stand til at nedsætte overfladespændingen i væskelaget i alveolerne.
  3. Hvorfor er surfaktanten mest effektiv til at nedsætte overfladespændingen i væskelaget efter udånding, dvs. når alveolen er mindst?  - Brug Laplaces lov ∆p=ɣ/r, hvor ∆p betegner trykforskellen mellem dråbens indre og den omgivende luft, ɣ er overfladespændingen og r er dråbens (det sammenhængende væskelag i alveolens) radius, til at forklare dette.
  4. Man har mistanke om, at den farlige tilstand Acute Respiratory Distress Syndrome (ARDS) kan opstå ved forgiftning pga. indånding af visse aerosoler. Opsøg selv viden om ARDS, og kom med et bud på mulige sammenhænge mellem ødelagt surfaktant og sygdommens symptomer.
  5. For tidligt fødte børn (født før 34. graviditetsuge) behandles ofte med en opløsning af surfaktant, som gennem et tyndt rør føres ned i lungerne. Undersøg selv hvad Infant Respiratory Distress Syndrome (IRDS) er og inddrag herunder lungesurfaktantens rolle.
  6. Hvilke af de tre R’er (Replacement, Reduction, Refinement) synes du, at metoden i projektet kan siges at omfatte? Begrund dit svar.
Ophavsret og kreditering

Ophavsretten til undervisningsmaterialet ligger hos Danmarks 3R-Center.

Freelancejournalist Aiko Sho Nielsens navn skal fremgå af materialet i forbindelse med enhver offentliggørelse.

Fig. 1: Lungernes opbygning
Fig. 2: Surfaktantlaget
Fig. 3: Overfladespænding
Fig. 4: Test af imprægneringsmidler
3R CenterPlay

Aerosolkammer til mus. Musene sidder i hvert deres rør, med hovedet pegende ind mod kammerets midte. Den aerosol, som man ønsker at teste, sprøjtes herefter ind i kammeret. Musenes vejrtrækningsmønster registreres af et spirometer, som aflæser trykændringer i luften rundt om musens krop, som opstår ved ind- og udånding. De nuværende guidelines fra OECD foreskriver, at man tester med ret høje koncentrationer (op til 5g/m3) i op til fire timer (Copyright Danmarks 3R-Center).

Viden fra vejrtrækningen

Målinger af vejtrækningens faser, fx fra dyreforsøg, kan ikke blot bruges til at afsløre, om et stof skader luftvejene, men kan også sige noget om typen og placeringen af skaden:

  • Irritation i øvre luftveje: Stimulation af smertereceptorer i næse og øvre svælg medfører en forlænget TB-fase, dvs. perioden efter en indånding, før musen ånder ud igen – i praksis kan man se, at musen ’holder vejret’.
  • Irritation af nedre luftveje: Når smertereceptorer i de nedre luftveje (luftrør og bronkier) aktiveres, ser man en forlænget TP-fase. Musen holder længere pause mellem åndedragene, næsten som om den forsøger at udskyde at trække vejret. Nogle gange vil musen vise et andet refleksmønster, hvor den trækker vejret hurtigt og overfladisk. Dette skyldes, at dens Tidal Volumen (VT) er nedsat, hvilket gør, at vejrtrækningsfrekvensen øges, så cellerne kan få deres behov for ilt dækket.
  • Ødelagt surfaktant: Hvis surfaktantlaget i alveolerne mangler eller er ødelagt, vil musen få et nedsat Tidal Volumen og et nedsat udåndingsflow (Expiratory Flow Rate; udåndingsvolumen per tidsenhed). Dette skyldes, at de mindste alveoler vil klappe sammen og de mindste bronkioler gradvist fyldes med væske, når musen ånder ud. Vejrtrækningen bliver derfor overfladisk, og det føles som ’tungt arbejde’ at trække vejret.
Fig. 5: Vejrtrækningens faser
Fig. 6: Den kunstige lungemodel

Søg på 3rcenter.dk