Praktisk smertebehandling af forsøgsdyr (2014)

Klas Abelson1, Cathrine Juel Bundgaard1 og Carsten Grøndahl2 (1Afdeling for Experimentel Medicin, Københavns Universitet, 2Københavns Zoo)

Introduktion

Smerte er en ubehagelig oplevelse til følge af en skade eller potentiel skade af væv6. De komplekse fysiologiske mekanismer bagved smerteopfattelsen er enormt vigtige set fra såvel et evolutionært perspektiv, som fra det enkelte individs evne til overlevelse. Hvorvidt dyr kan føle smerte på samme måde som mennesker, er dog ikke kendt. Det er heller ikke muligt at bevise, at dyr rent faktisk kan føle smerte, da smerten per definition er subjektiv og således ikke kan beskrives som smerte andet end ved sproglig kommunikation.

I stedet bør vi fokusere på det omvendte, dvs. om man kan udelukke, at dyr kan føle smerte eller ej. Det kan vi i princippet ikke, hvis følgende tre kriterier er opfyldt: 1) Dyret har anatomiske og fysiologiske strukturer og mekanismer, som ligner dem, der er involveret i smerte hos mennesker; 2) dyret reagerer med en adfærdsændring, på stimuli, der giver smerte hos mennesker samt; 3) adfærdsændringen hæmmes ved behandling med stoffer, der giver smertelindring hos mennesker. Hvis disse kriterier er opfyldt, kan man ikke udelukke, at dyret har potentiale at føle smerte, og det bør således være udgangspunktet ved alle invasive procedurer med forsøgsdyr3. De tre kriterier gælder i princippet for alle hvirveldyr samt blæksprutter1

Da smerte er en stor potentiel kilde til lidelse, har vi selvfølgelig en moralsk forpligtelse til at forhindre smerte hos dyr, hvor det er muligt. Der er derudover også rent videnskabelige årsager, der taler for brugen af smertelindring. Smertevoldende stimuli resulterer i en kraftig stressrespons, hvilken kan påvirke forsøgsdata i en ukendt retning, samt øge variationen mellem enkelte dyr med nedsat statistisk styrke som følge3,7.

En organisme med smerte, vil også komme sig dårligere efter kirurgiske indgreb, som følge af stressresponsen, men også som følge af øget muskeltonus, nedsat funktion i mave-tarm kanalen m.m.4,5. Der er også en stor risiko for udvikling af kroniske smerter, hvis smertedækningen ikke er tilstrækkelig under et kirurgisk indgreb, eller hvis f.eks. post-operativ smerte ikke bliver behandlet ordentlig8. Et dyr med ukontrolleret post-operativ stress og/eller kroniske smerte er naturligvis en dårlig dyremodel.

Der er selvfølgelig også risici forbundet med at give smertebehandling til forsøgsdyr. De farmakologiske stoffer, der bruges til at behandle smerte, påvirker flere systemer hos organismen og kan dermed påvirke de eksperimentelle data. Dette kan ligge til grund for eventuelle undtagelser fra smertebehandling af forsøgsdyr.

Det er dog ikke nødvendigvis sådan, at effekten af smertelægemidler på data er værre end effekten af smerten og den deraf følgende stress. Det er helt klart, at man ikke kan vide hvordan det forholder sig, før man har undersøgt det. Mistanke om, at en behandling mod smerte kan påvirke dyremodellen, bør derfor i sig selv ikke være grund til automatisk at udelukke smertebehandling. En sådan mistanke, bør først bekræftes i videnskabelige undersøgelser. Hvis der mangler tidligere studier, bør den ansvarlige forsker selv initiere en undersøgelse, som minimum et pilotstudie.

Konklusionen er således, som også nævnt ovenfor, at smertebehandling, som udgangspunkt, altid skal gives til dyr, der bliver påført smertevoldende stimuli i forbindelse med forsøg. Vi ønsker derfor med denne artikel at give en lettilgængelig vejledning i, hvordan man praktisk implementerer smertebehandling til vores mest anvendte forsøgsdyr, primært baseret på vores egne erfaringer af hvilke behandlinger, der fungerer godt.

Praktisk smertebehandling af gnavere og kaniner

Inden man påbegynder procedurer på dyr, er det vigtigt at undersøge dyret på forhånd og sikre sig at det er sundt og raskt. Man skal særligt lægge mærke til kvaliteten og udseendet af dyrets pels, dets vejrtrækning, årvågenhed, respons på stimuli, hvordan det bevæger sig, dets holdning og hydreringsstatus. Det er desuden vigtigt at lade dyrene akklimatisere i minimum 7 dage, så dyrene fysisk og psykisk kan vænne sig til deres nye omgivelser.

Når man planlægger at give stoffer til dyr, skal man huske, at den dosis man kan finde for et givent stof, er kun vejledende. Man er nødt til at monitorere dyret nøje, for at finde den rette dosis i hvert enkelt tilfælde. Dette er særligt vigtigt i forhold til de mange forskellige stammer af særligt mus, som kan reagere meget forskelligt på den samme dosis af et givent stof. Det betyder, at den nødvendige dosis og frekvens med hvilket et analgetikum skal gives, skal baseres på viden og erfaring med dyrearten og den udførte procedure.

Preoperativ analgesi

Det giver væsentlige fordele for dyret, at vi forebygger smerte før den begynder. Preoperativ analgesi er en behandlingsstrategi, som startes før det kirurgiske indgreb udføres for at reducere eller forhindre en central sensibilisering i at finde sted. Denne beskyttende effekt på det nociceptive system gør, at preoperativ analgesi i mange tilfælde, er mere effektivt end lignende smerte behandling, som startes efter det kirurgiske indgreb. Teoretisk set, kan man ved brug af preoperativ smertebehandling, reducere den akutte postoperative smerte og forhindre udviklingen af kroniske smerter. Dette har desuden den fordel, at man ofte kan reducere mængden af nødvendig anæstetika.

For at forhindre den centrale sensibilisering skal analgesi altså gives preoperativt eller under generel anæstesi. På den måde vil dyret ikke opleve smerte i perioden fra det vågner fra anæstesi og til den første dosis analgesi gives post-operativt. Ved at fjerne smerterne vil dyret også hurtigere kunne vende tilbage til normal funktion, og begynde at spise, drikke og have normal adfærd, hvilket både er bedre for dyret, men også vil give en meget bedre dyremodel.

Multimodal analgesi

En anden strategi man kan benytte, er, at kombinere analgetika og anæstetika, som virker på forskellige dele af det centrale og perifere nervesystem, for at opnå additiv eller synergistisk effekt. Dette vil forbedre smertelindring og mindske eller eliminere bivirkninger fra de enkelte stoffer. Når man har med forsøgsdyr at gøre, skal man dog være opmærksom på, at brug af mange stoffer på en gang, kan gøre det svært at vurdere, hvordan stofferne vil influere på forsøget. Oftest bruges stofferne dog kun så kortvarigt, at den påvirkning de har på forsøget, er væsentlig mindre end den påvirkning der sker, hvis dyret er smertepåvirket over længere tid. I tabel 1-3 gives eksempler på gode anæstesiblandinger, som indeholder god og dækkende analgesi. Disse er ofte brugte blandinger hos mindre forsøgsdyr.

I forbindelse med anæstesi kan man desuden benytte sig af lokal eller regional smerte lindring. Dette medfører tab af følesans lokalt, hvor proceduren skal foretages. Lokal infiltrations-analgesi kan kombineres med anti-inflammatoriske stoffer (NSAID), som virker perifert ved at mindske inflammation under og efter kirurgi og derved mindske det nociceptive input til CNS (se tabel 4). Man kan også lægge en spinal nerve blokade – epiduralblokale – ved brug af lokale analgetika, opioider eller alpha-2-adrenerge agonister. Hvis man kombinerer lidocain og bupivacain, får man hurtig indtræden af effekt fra lidocain og lang virkningstid fra bupivacain med effekt op til 8 timer, hvilket giver smertelindring også efter at dyret er vågnet fra anæstesien.

De hyppigst brugte analgetika

Opioid: Buprenorfin (tabel 5): Lindrer konstant, moderat smerte som forventes postoperativt.
NSIAD: Carprofen (tabel 6) og meloxicam (tabel 7): Lindrer lavgradig til moderat smerte. NSAID er desuden antiinflammatorisk og antipyretisk.

Ved indgreb, som må forventes at give lavgradig til moderat smerte, kan man give NSAID. Man vil oftest give gnavere carprofen, da det kun skal administreres 1 gang dagligt. NSAID gives mens dyret er anæsteseret, umiddelbart før opvågning.

Tabel 1. Hypnorm/midazolam blanding til gnaver og kanin

Dyreart

Dosis

Mus

0,1 ml/10g subcutant (SC)

Rotter

0,3 ml/100g SC

Kanin

0,4 ml/kg intravenøst (IV)

Blandingen består af:

1 ml Hypnorm (Fentanyl 0,315 mg/ml + Fluanisone 10 mg/ml)
2 ml sterilt vand
1 ml Midazolam 5mg/ml

Tabel 3. Zoletilblanding til gnaver og kanin

Stamblanding

Brugsopløsning

Zoletil 50/50 tørstof
10 ml xylazin 20mg/ml
0,5ml butorphanol 10mg/ml

2 ml stamblanding
8 ml steril saltvand (isoton)

Dosis:
Mus 0,15 ml brugsopløsning/22 g mus SC

Kanin som præanæstesi gives Medetomidin 100 mikrogram/kg
Derefter til induktion 0,1 ml/kg af stamblandingen. Kan evt. vækkes med ca. 800 mikrogram atipamezol IM

Tabel 4

Mild smerte

Moderat smerte

Alvorlig smerte

NSAID

Opioider

Opioider + NSAID

Lokal analgesi

NSAID + Lokal analgesi

Opioider + NSAID + Lokal analgesi

Tabel 2. Ketamin og xylazin til gnavere og kaniner

Ketamin dosis:

Xylazin dosis:

Mus 80-100 mg/kg intraperitonealt (IP)
Rotte 75-100 mg/kg IP
Kanin 35 mg/kg intramuskulært (IM)

Mus 10 mg/kg IP
Rotte 10 mg/kg IP
Kanin 5 mg/kg IM

Tabel 5. Dosis Buprenorfin (Vetergesic vet.)

Dyreart

Dosis

Rotter

0,05-0,1 mg/kg SC hver 6.-8. time

Mus

0,05-0,1 mg/kg SC gives hver 4.-5. time

Kanin

0,01-0,05 mg/kg SC hver 6.-8. time

Marsvin

0,05 mg/kg SC hver 6.-8. timer

Peroralt (PO) rotter og mus (Temgesic)

0,4-1,0 mg/kg PO dækker 12-24 timer

Tabel 6. Dosis Carprofen (Rimadyl®vet.) Gives 1 gang dagligt i maksimalt 3 dage.

Dyreart

Dosis

Mus

0,05 mg/10g SC

Rotte

0,5 mg/100g SC

Kanin

1,5-4,0 mg/kg PO

Tabel 7. Dosis Meloxicam (Metacam®) Gives 1 gang dagligt

Dyreart

Dosis

Mus

1-2 mg/kg SC/PO

Rotte

2 mg/kg SC/PO

Kanin

0,3 mg/kg SC/PO

Tabel 8

Rotte (g)

Buprenorfin/Nutella blanding (0,2 mg/g)

100

0,2 g

150

0,3 g

200

0,4 g

250

0,5 g

300

0,6 g

350

0,7 g

Tabel 9

Mus (g)

Buprenorfin/Nutella blanding (0,2mg/g)

15

75 mg

20

100 mg

25

125 mg

30

150 mg

35

175 mg

40

200 mg

Ved indgreb, der må forventes at give moderat til mere alvorlig smerte, kan der gives et opioid i forbindelse med anæstesien, inden man foretager det planlagte indgreb. Ved alvorlig smerte, kan man give opioid og NSAID, hvilket giver en god synergistisk effekt (tabel 4).

Til forsøgsdyr bruges oftest buprenorfin (tabel 5), da det har en lang virkningstid i forhold til andre opioider og er let at administrere. Buprenorfin har vist sig at være effektivt, og det har derudover en bred sikkerhedsmargin i forhold til f.eks. fentanyl. Buprenorfin er dog mindre effektivt i forhold til andre opioider, og der kan ses problemer med at dyrene taber vægt. Hos rotter kan man desuden ind i mellem se picaadfærd, hvor rotterne begynder at spise deres spåner, hvilket kan medføre overfyldning af ventriklen.
Det er muligt at give rotter og mus buprenorfin blandet op i noget de godt kan lide at spise. Til det formål kan Nutella med fordel bruges2.

Dette fungerer i særdeleshed godt for rotterne, da de er meget villige til at spise det. Det er lidt mere varierende, om det fungerer for mus. Man skal starte med at tilvænne dyret til at spise Nutella fra en skål eller en stribe tape på burkanten, 1-2 dage før det kirurgiske indgreb. På operationsdagen gives buprenorfin blandet med Nutella til gnaveren en time før bedøvelse. Efter operationen gives buprenorfin i Nutella 1-2 gange i døgnet, indtil dyret ikke længere har behov for det. Det er vigtigt at holde øje med, at dyret spiser hele blandingen. Hvis dyret ikke spiser det hele eller ikke er tilstrækkeligt smertedækket, gives alternativ smertelindring. Hvis buprenorfin ikke er tilstrækkeligt til at lindre smerten, gives carprofen eller et andet NSAID samtidig med buprenorfin.

Opskrift på Buprenorfin blandet i Nutella til mus og rotter

Temgesic (buprenorfin) sublingual tabletter 0,2 mg knuses til pulver og blandes med 1,0 g Nutella. Dosis: Rotter 0,4 mg/kg (Tabel 8) og mus 1,0 mg/kg (Tabel 9.)

Praktisk smertebehandling af grise og hunde

Det er vigtigt at planlægge godt – kommuniker med ressourcepersoner og lægge en smertebehandlings strategi, der dækker smertebehandling lige før kirurgien (preemptiv analgesi), under selve det kirurgiske indgreb, og i dagene efter operationen. Hvis ikke der er forsøgsmæssige kontraindikationer, så vil en premedikation med en blanding af opioider (fx metadon og/eller bu-torphanol), alfa2-agonister(xylazin, medetomidin eller romifidin) og evt. NSAIDS, give en meget effektiv blokering af smertebanerne.

Smerte behandling under operation, bør indeholde ketamin eller tiletamin (for at mindske risiko for udvikling af kronisk smerte) og opioider (fentanyl, metadon, sufentanil, alfentanil). Hvis det er muligt, anvendes lokale blokader (lidocain, mepivacain, bupivacain eller ropivacain) med kort virkning. Hvis der er bekymring for, at dyret vil skade området, kan anvendes lokale blokader med lang virkning (fx på strukturer dybt i vævene). Hvis kirurgien er placeret hvor en epidural eller spinal analgesi kan virke, vil en opioidbaseret (morfin) spinal eller epidural analgesi, suppleret med lokalanalgesi (lidocain, mepivacain, bupivacain eller ropivacain) give en langvarig og meget effektiv analgesi, strækkende sig langt ind i den postoperative fase.

I den postoperative fase, er de første døgn og specielt de første timer, meget dominerede af post operative smerter og kræver derfor intensiv smertebehandling. Et potent NSAID kombineret med kraftigt opioid (metadon og/eller butorphanol) vil være førstehåndsvalg i de første 4-8 timer, hvorefter et knap så potent opioid (buprenorfin) ofte er tilstrækkeligt. Behovet for smertebehandling mindskes i dagene efter kirurgien – men ved visse ortopædiske indgreb eller thoracotomier, vil der være et massivt behov for smertebehandling i adskillige dage postoperativt.

Hvis ikke den normale kombination af opioider og NSAID er tilstrækkelig, bør man overveje, om et epiduralkateter med kontinuerlig opioid infusion kan være en mulighed. Kombinationer med gabapentin eller pregabalin er effektive til at hindre allodyni i at udvikle sig, og i visse tilfælde, hvor den psykiske komponent er en markant del af smertemodaliteten, kan sederende stoffer (fx acepromazin, zuclopenthixol, eller lign) give en synergieffekt til den øvrige smertebehandling. Benzodiazepiner (fx diazepam og alprazolam) kan ligeledes udvise synergi med opioider og NSAID’s, hvor angst eller uro er en betydende komponent i smerteopfattelsen.

At sikre smertebehandling igennem hele døgnet de første dage kan være en udfordring – specielt med opioiderne – men der findes formuleringer (dermale depotplastre (fentanyl og buprenorfin), slow – release formuleringer (buprenorfin), pour on dermalt depot (fentanyl som vil kunne sikre en plasmakoncentration og derved effekt af opioider i hhv. 72 og 96 timer efter administration). Visse af disse præparater er ikke registrerede i Danmark endnu, og kræver derfor tilladelse fra Lægemiddelstyrelsen. Der findes desuden orale NSAID formuleringer, der er velsmagende, som kan gives 1 gang dagligt. Med disse kombinationer, er stresspåvirkningen ved at administrere smerte behandling minimeret.

Der er absolut behov for smertebehandling i akutte forsøg (forsøg hvor dyret ikke vågner op igen). Disse forsøg bør udføres sterilt, og med tilstrækkelig smertelindring, så dyrets stressrespons på det kirurgiske indgreb ikke påvirker forsøgets resultater.
Det er altid svært at lave fyldestgørende skemaer over elegant smertebehandling, men nedenstående er forslag, som et forskerteam kan tage udgangspunkt i, når der skal designes en smerte- behandlingsstrategi og protokol.

NB! slå doserne op i produktkataloget eller anden af firmaerne godkendt kilde.

Ved anvendelse af opioider hersker der stadig kontroversielle meninger om virkningsvarighed og effekt.

Andre faktorer som hjælper dyret

Når man arbejder med dyr, er der andre ting man kan gøre, som kan afhjælpe angst og stress, og som vil kunne gøre, at dyret føler mindre lidelse. Det er i denne forbindelse vigtig at tilvænne dyrene til håndtering. Hvis dyrene er vant til at blive håndteret, vil selve forløbet op til anæstesi kun udføres mindre stressfyldt. Når man laver sine indgreb, skal man arbejde dygtigt, øve sig i sine procedurer så man kan håndtere væv forsigtigt og så minimalt som muligt, hvilket vil mini-mere de vævstraumer der opstår. Det er vigtigt at lære sig en god kirurgisk teknik, hvilket bl.a. indebærer at arbejde aseptisk, selv ved ikke overlevelsesforsøg.

Postoperativ omsorg

Postoperativ omsorg er en vigtig del af et vellykket operativt indgreb. Dette gælder både for små og store dyr. Man skal tilse dyret så ofte som indgrebet og det enkelte dyrs tilstand kræver. Ved nogle modeller vil dyret ud over at have overstået et operativt indgreb, have fået initieret en sygelig tilstand, som betyder, at dyret er yderligere svækket. Det betyder, at man i mange tilfælde kan være nødt til at tilse dyret om natten og i weekender, så man kan gribe ind med støttende behandling eller aflivning hvis dyrets tilstand kræver det.

Det er vigtigt, at man holder øje med tegn på smerte, hvilket betyder, at man er nødt til at kende den specifikke dyrearts smertetegn. Da det kan være svært at bedømme særligt dyr, som er byttedyr, bør man altid veje dyrene løbende, da vægttab er en god indikator for, at dyret ikke har det godt.

Der er mange ting, man kan gøre for at støtte dyret. Under indgrebet er det vigtigt at undgå ned-køling af dyret, men også i timerne efter, er det vigtigt at give dyrene mulighed for at få varme. Det kan gøres ved at bruge varmepude, inkubator, varme lampe eller lign. Særligt de små dyr afkøles meget hurtigt.

Når dyret vågner, skal man sørge for let adgang til foder og vand, så dyret ikke behøver at strække sig for at få fat på det. Det kan være ved at lægge foder ned i bunden af buret for rotter og mus, og evt. opbløde det med vand. Det kan være indiceret at give væsketerapi, gerne inden dyret vågner fra anæstesien. Mange dyr vil under opvågning og i perioden efter have behov for at kunne skjule sig. Dette kan være problematisk, hvis man ønsker at kunne holde øje med dyret uden at skulle håndtere det hele tiden. I det tilfælde kan man sænke belysningen. Under opvågningen skal der være ro omkring dyret.

  1. "Directive 2010/63 of the European Parliament and of the Council of 22 September 2010 on the protecti on of animals used for scientific purposes," L246, 33 (2010).
  2. K. S. P. Abelson, et al., "Voluntary ingestion of nut paste for administration of buprenorphine in rats and mice," Lab Anim 46(4), 349 (2012).
  3. K. S. P. Abelson and J. V. Roughan, "Animal Models in Pain Research,"in Handbook of Laboratory Ani mal Science, vol. II: Animal Models, 3 ed. edited by J. Hau and S. J. Schapiro (CRC Press, Boca Raton, 2011), pp.123-147.
  4. J. P. Desborough, "The stress response to trauma and surgery," 85(1), 109 (2000).
  5. G. M. Hall, "The anaesthetic modification of the endocrine and metabolic response to surgery," Ann. R. Coll. Surg. Engl. 67(1), 25 (1985).
  6. IASP, "Pain terms: a list with definitions and notes on usage. Recommended by an IASP subcommitte on taxonomy," 6, 249 (1979).
  7. D. B. Morton and J. Hau, "Welfare Assessment and Humane Endpoints,"in Handbook of Laboratory Ani mal Science: Volume 1 - Essential Principles and Practices, 3rd ed. edited by J. Hau and S. J. Schapiro (CRC Press, Boca Raton, 2011), pp.535-572.
  8. National Reearch Council Committee on Recognition and Alleviation of Pain in Laboratory Animal, re cognition and alleviation of pain in laboratory animals (National Academy of Sciences, 2009).

Søg på 3rcenter.dk