Verdenskongressen 2017 (Seattle)

Repræsentanter fra både Danmarks 3R-Centers bestyrelse og sekretariat deltog i World Congress on Alternatives and Animal Use in the Life Sciences. Verdenskongressen løber af stablen hvert tredje år og årets kongres var den tiende i rækken (den første foregik i Baltimore i 1993 og foregår på skift mellem Europa og uden for Europa).

Kongressens tema var The Three Rs in Action og inkluderede hele 800 foredrag inden for ni temaer. Verdenskongressen er den på alle måder største og vigtigste begivenhed i 3R-verdenen, hvorfor 3R-centeret prioriterer deltagelsen heri højt. Verdenskongressen har således i nærheden af 1.000 deltagere fra i omegnen af 50 nationer, hvorfor det er en god mulighed for at lade sig inspirere på en lang række områder.

Fra Danmarks 3R-Centers synspunkt var kongressen udbytterig af flere årsager. For det første er den vigtig i netværksmæssig henseende, så Danmarks 3R-Center kan synliggøre sig selv og dets arbejde. Det var eksempelvis på verdenskongressen, at Danmarks 3R-Center og det nyligt stiftede Sveriges 3R-Center tog de indledende diskussioner omkring et fremtidigt samarbejde – samtaler der bl.a. resulterede i svensk deltagelse i Danmarks 3R-Centers symposium (7.-8. november) samt Danmarks 3R-Centers deltagelse i den officielle åbning af det svenske 3R-center (21. november).

I forbindelse med kongressens mange postersessions (350 posters på kongressen), hvor centerets repræsentanter både havde medbragt en poster for Danmarks 3R-Center og Udvalget for Forsøgsdyr og Alternativer, viste mange folk interesse for det arbejde, som foregår i regi af begge dele.

Særlig 3R-centerets nyligt udgivne undervisningsmateriale om forsøgsdyr og 3R vakte interesse, ligesom mulighederne for en oversættelse af materialet til engelsk (eller andre sprog) blev diskuteret. Muligheden for en oversættelse blev bl.a. diskuteret med en repræsentant fra canadiske Animals in Science. De arbejder på at opbygge en videnskabskultur, der respekterer dyreliv ved at fremme en reduktion og en udskiftning af dyr i undervisning, forskning og testning, hvilket bestemt er en mission, som Danmarks 3R-Center kan se sig selv i, hvorfor et sådan samarbejde kunne være en mulighed.

Andre gæster skænkede opmærksomhed til posteren for Udvalget for Forsøgsdyr og Alternativer, som præsenterede det årlige møde for landets dyrevelfærdsorganer. Særlig ideen om at præsentere et 3R-tiltag (ofte refinement) på årsmødet vakte interesse. Udbredelsen af kendskabet til årsmøderne – og 3R-ideerne – er netop formålet med posteren – og det vil bestemt være positivt, hvis andre lader sig inspirere af konceptet.

Når 3R-centerets repræsentanter på skift stod ved de medbragte posters, gav det også mulighed for at reklamere for Danmarks 3R-Centers symposium, som foregår på engelsk og dermed kan have interesse for mange af de samme folk, som besøger verdenskongressen. Danmarks 3R-Center vil i år (2018) have fokus på at øge antallet af udenlandske gæster på symposiet – ikke blot for at øge kendskabet til Danmarks 3R-Center og dets arbejde – men også for at udenlandske gæster og foredragsholdere kan bibringe symposiets danske gæster ny viden, som måske oven i købet kan resultere i internationale samarbejder.
Verdenskongressen gav desuden mulighed for at pleje velkendte kontakter – eksempelvis Royal Society for the Prevention of Cruelty to Animals (RSPCA) og Canadian Council on Animal Care (CCAC).

Et spændende initiativ, der blev præsenteret på kongressen, var The North American 3Rs Collaborative (NA3RsC.org), der skal forsøge at fremme de 3R’er ved at styrke kommunikationen, vidensdelingen og samarbejdet blandt 3R-organisationer og forskningsverdenen – også i international henseende.
I arbejdet herpå har de derfor skabt et virtuelt 3R-site. Sitet indeholder en lang række spændende tiltag – eksempelvis en foredragssal, hvori der kan afholdes virtuelle symposier, et rum hvori 3R-organisationer kan præsentere sig selv vha. virtuelle stande, et diskussionsforum, et 3R-ressourcecenter mv. – alt sammen for at knytte 3R-verdenen tættere sammen. Danmarks 3R-Center følger initiativet nøje, ligesom centeret vil forsøge at lægge lidt relevant information op om Danmarks 3R-Center og information med 3R-indhold, som kan tænkes at have relevans for sitets gæster.

Danmarks 3R-Center er også til stede på verdenskongressen for at lade sig inspirere i forhold til eget symposium mht. til spændende oplægsholdere eller emner. Det var eksempelvis på verdenskongressen, at vi blev opmærksomme på Fawzy Elnady fra Cairo University, som holdt foredraget Use of the Elnady Technique for preserving specimens in education and training. Fawzy Elnady kunne i øvrigt siden hen fortælle, at der også er en vis fremdrift på 3R-området i Afrika – eksempelvis har de fleste universiteter, som beskæftiger sig med dyr, etableret etiske komiteer.

Nyhedsbrev

Tilmeld dig Danmarks 3R-Centers nyhedsbrev.