Transition towards animal-free safety assessment of chemicals (Anne Marie Vinggaard, DTU) (beskrivelse på dansk)

Anne Marie Vinggaard indledte sit foredrag med lidt baggrundsviden om de ca. 350 EU-godkendte pesticider. Hun kunne fortælle, at den tilgængelige viden om pesticidernes potentielle skadelige effekter på det mandlige reproduktionssystem er sparsom, hvorfor der er et presserende behov for at udvikle nye dyrefri teststrategier til brug i risikovurderingen af pesticiderne.

Udviklingen af hanners reproduktionssystem er helt afhængig af androgener, som fx testosteron, der produceres i fostrets testikler. Kemikalier, der er i stand til at interferere med dannelsen af disse hormoner eller kan blokere androgen-receptorerne, kan forårsage misdannede kønsorganer, dårlig sædkvalitet eller infertilitet – dysfunktioner, som i stigende grad ses hos den mandlige del af befolkningen.

Som foredragets titel indikerer, arbejder Anne Marie og hendes kollegaer på at finde metoder til at sikkerhedsteste ovennævnte pesticider uden at anvende forsøgsdyr. Deres strategi er at kombinere mekanistiske data fra humane celler med computer-baseret fysiologisk-baseret kinetik-modellering for pesticiderne.

Computermodellerne kan forudsige koncentrationen af pesticid i fostret for en given dosis, og cellemodellerne kan forudsige den koncentration i fostret, der skal til for at opnå de skadelige effekter.
Anne Marie kunne fortælle, at forskningsgruppen har haft succes med at forudsige hormonforstyrrende effekter i hanner af en række udvalgte pesticider. De havde benyttet deres metode på tolv udvalgte pesticider, hvoraf de havde valgt at validere den alternative metode in vivo for seks af stofferne. De kunne efterfølgende konkludere, at deres metode på længere sigt har potentialet til at reducere antallet af dyreforsøg inden for området.

Nyhedsbrev

Tilmeld dig Danmarks 3R-Centers nyhedsbrev, så du eksempelvis ikke misser vores årlige symposium.