På vej mod bedre behandling af hjernekræft med nye cellebaserede modeller og færre dyreforsøg (afsluttet)

Bjarne Winther Kristensen

Antallet af forsøgsdyr der bruges til udvikling af ny kræftmedicin, har de senere år været stærkt stigende. Det gælder også indenfor hjernekræft, hvor kræftceller fra mennesker indsættes direkte i forsøgsdyrenes hjerner. Det er af stor vigtighed i kræftforskningen, at kræftcellerne i de anvendte modeller har samme egenskaber, som kræftceller hos mennesker.

Inden for hjernekræft anses migrerende kræftceller, som spreder sig i hjernen, samt de såkaldte kræftstamceller, som man mener kræftsygdommen opstår fra, som særligt vigtige – idet de er årsagen til, at kræftsygdommen er vanskelig at behandle.

Formålet med projektet er at undersøge, om to nye cellebaserede modeller kan erstatte dyreforsøg. I den ene model sættes kræftceller fra mennesker ind i skiver af hjernevæv fra mus. Det vil blive undersøgt, hvordan kræftcellerne spreder sig og hvordan forekomsten af kræftstamceller ser ud. I den anden model undersøges det, hvordan kræftcellerne spreder sig på en naturtro overflade i et dyrkningsmedium, der bevarer forekomsten af kræftstamceller. Resultaterne af forsøgene vil blive sammenlignet, med resultater fra tidligere udførte forsøg, hvor kræftcellerne er blevet sat ind i hjerner på mus. Der vil således ikke blive udført nye dyreforsøg.

Ud over de etiske problemer der er forbundet med dyreforsøg, vil projektets resultater kunne føre til billigere og hurtigere forsøg med ny kræftmedicin med anvendelse af nye cellebaserede modeller. Projektets resultater vil dermed både kunne gavne dyrevelfærden og kræftforskningen.

Formålet med projektet var at undersøge, om to nye cellebaserede modeller kunne erstatte dyreforsøg. I den første model satte vi kræftceller fra mennesker ind i skiver af hjernevæv fra mus.

Resultaterne viste, at kræftcellerne hurtigt spredte sig ind i hjernevævet på samme måde, som det ses hos patienter. Derudover viste resultaterne, at kræftcellerne udtrykte stamcellemarkører.

I den anden model undersøgte vi, om kræftcellerne kunne sprede sig på en flad naturtro overflade i et stamcelle dyrkningsmedium. Resultaterne viste, at kræftcellerne havde en stor evne til at sprede sig, ligesom de udtrykte stamcellemarkører havde en kræftstamcelle phenotype. Forsøg med en lægemiddelkandidat viste, at modellen, hvor der blev anvendt hjernevæv, bedst forudsagde effekten af lægemiddelkandidaten, når vi sammenlignede med tidligere udførte dyreforsøg.

Vi konkluderer, at vi har etableret to nye cellebaserede modeller, hvor kræftcellerne spreder sig som hos patienter og samtidig bevarer kræftstamcelle-egenskaberne. Det ser ud til at være vigtigt, at kræftcellerne spreder sig i hjernevæv for at kunne forudsige effekten af nogle lægemidler. Modellen, hvor kræftceller spreder sig i hjernevæv, giver mulighed for billigere og hurtigere forsøg med ny kræftmedicin og har således potentialet til at gavne både dyrevelfærden og kræftbehandlingen.