Objektiv vurdering af velfærd hos rotter

Sofie Kromann, Tenure track Assistant Professor, DVM, PhD, ECVP resident

Laboratorierotter spiller en vigtig rolle i både lægemiddeludvikling og toksikologiske studier, og den gældende lovgivning tilskriver, at dyrevelfærd skal prioriteres højt.

For at sikre en god velfærd hos en given dyreart, er det vigtigt at imødekomme dennes naturlige adfærdsbehov, og for rotter betyder dette bl.a., at de skal have mulighed for at klatre, springe, gemme sig og undersøge ting i miljøet. Desuden bør de leve i større grupper og have plads nok til fx at adskille sovearealer fra områder, hvor de besørger.

De nuværende standardrottebure giver kun mulighed for at udleve disse behov i et meget begrænset omfang, mens nyere alternativer i højere grad sikrer, at rotterne kan udleve deres artsspecifikke adfærdsbehov. Dyrevelfærden i disse alternative bursystemer må derfor formodes at være markant forbedret – men hvordan måler og kvantificerer vi denne forbedring i dyrevelfærden og herved sikrer en solid argumentation for anvendelsen af bursystemer, der tilgodeser dyrenes naturlige adfærdsbehov?

I et nyligt udført dyrestudie blev standardrottebure og berigede bursystemer, der gav rotterne mulighed for at udleve deres naturlige adfærdsbehov i høj grad, sammenlignet med hovedfokus på adfærd. Under studiet var der desuden stort fokus på at optimere anvendelsen af dyrene ved at indsamle yderligere materiale (vævs- og blodprøver) i videst muligt omfang.

Med støtte fra Danmarks 3R-center vil vi i dette allerede indsamlede materiale undersøge niveauer af hormoner og signalstoffer, herunder monoaminer, brain-derived neurotrophic factor (BDNF) og oxytocin, for at identificere objektive mål for velfærd hos rotter.

Ved at bruge materiale fra et allerede udført studie, opnår vi yderligere viden uden at øge antallet af anvendte forsøgsdyr. Samtidig forsøger vi at generere data, der kan understøtte en udvikling imod en fremtid med større fokus på at sikre forsøgsdyrs mulighed for at udtrykke deres artsspecifikke adfærdsbehov.

Nyhedsbrev

Tilmeld dig Danmarks 3R-Centers nyhedsbrev.