Refinement - med forsøgsdyrene i centrum

Dorte Bratbo Sørensen, Københavns Universitet

(Artiklen var et bidrag til Danmarks 3R-Centers Årsrapport 2020).

3R er et efterhånden veletableret begreb, hvor Replacement og Reduction beskæftiger sig med, hvordan man undgår at bruge levende dyr og Refinement har fokus på at forbedre livet for de dyr, som bruges. Refinement handler således om at finde metoder til at optimere dyrenes velfærd. Det er vigtigt, at Refinement ikke fokuserer på, at dyrene skal undgå ubehag, smerte og lidelse, men også på at dyrene skal have mulighed for positive oplevelser. Samtidig skal man være opmærksom på, at Refinement gælder hele dyrets levetid og dermed også i forbindelse med transport, opstaldning og daglig pasning.

I det følgende præsenteres tre opmærksomhedspunkter, som relaterer til Refinement, og hvor jeg mener, der er plads til forbedring.

For det første er håndteringen af dyrene vigtig. Dyr, som stresses i forbindelse med håndtering, har ringere velfærd end dyr, som ikke er stressede eller bange. Tunnelhåndtering af mus blev introduceret af den engelske professor Jane Hurst i 2010 og i Danmark har flere store forsøgsdyrfaciliteter indført metoden. Et af vores projekter har været at designe en tunnel-holder til brug ved blodprøvetagning på mus (”tunnel-sampler”), hvor ideen er, at musen kan blive siddende i tunnelen, mens der tages en blodprøve fra musens hale. Mus, som ikke kan håndteres med hænderne og f.eks. sættes på et viskestykke, mens man tager blodprøven, kan så i stedet blodprøves, mens de sidder i tunnelen. Således behøver man ikke løfte musen i halen op af buret og ned i en ”hale-holder” for at tage blodprøven. Udviklingen af denne tunnel-sampler blev finansieret af Danmarks 3R-Center og håbet er, at brugen vil kunne reducere ubehaget for de mus, som ellers ville blive løftet i halen.

Håndtering af rotter kan også i mange tilfælde forbedres en hel del. Jeg har set dyrepassere tage blodprøver fra rotter, der løftes ud af buret og placeres på f.eks. et viskestykke og roligt sidder der, mens dyrepasseren tager blodprøven. Det kræver naturligvis både tid og tålmodighed, men der er ingen tvivl om, at hvis dyrepasseren har kompetencerne og viljen og der investeres den nødvendige tid, så vil øget fokus på dyrevenlig håndtering medføre store forbedringer for dyrevelfærden. Men det kræver, at dyrestaldens ledelse vil ofre de nødvendige ressourcer og højlydt anerkende de medarbejdere, som gør den ekstra indsats for dyrenes skyld.

For det andet kan belønningsbaseret træning af dyrene betyde virkelig meget. Grise kan tage en del ubehag såsom injektioner, når blot grisen kan forudsige situationen og selv kan vælge at deltage. Annette Pedersen, som er dyretrænings-koordinator i København Zoo, og jeg afholder sammen kurser i træning af forsøgsdyr, og alle de dyrepassere og dyrlæger, som har været på kurset, har vi samlet i vores Center for Laboratory Animal Training, CeLAT (www.celat.dk). Det er planen forsat at udbrede kendskabet til, hvor meget træning kan reducere stress hos dyrene og dermed forbedre dyrevelfærden. I en nyligt udgivet bog har vi derfor flere kapitler om træning af dyr, ligesom forskellige former for træning er beskrevet under de forskellige arter¹.

At ustressede dyr, der samarbejder med dyrepassere og teknikere, også giver bedre forsøgsdata, burde næsten sige sig selv. Sidst, men ikke mindst, bør dyrevelfærdsstrategier og principbeslutninger om, hvordan dyrene behandles gå forud for forsøgsplanlægningen – modsat i dag, hvor det ofte synes at være omvendt. Der er, efter min opfattelse, stadig en udbredt tendens til at forsøgsplanlægningen fokuserer på hvilke parametre, der skal måles og hvordan det skal gøres… og belastningen på dyret vurderes efterfølgende. Problemet med denne tilgang er, at Refinement på denne måde altid vil halte lidt bagefter. Dyrevelfærden vil aldrig blive prioriteret så højt, som EU-direktivet rent faktisk lægger op til, når det anføres at ” Animal-welfare considerations should be given the highest priority in the context of animal keeping, breeding and use”². ’

Eksempelvis kunne man forestille sig, at der planlægges et forsøg, som skal vurdere effekten af et lægemiddel på E. coli-induceret diarré hos slagtesvin. Studiet vil omfatte inokulering af grisene med E. coli bakterier og udtagning af fæcesprøver dagligt i fire dage. Forskeren planlægger, at grisene doseres via en mavesonde. Fæcesprøver udtages manuelt under fiksering af grisen med tryneslynge. Grisene kan evt. doseres med noget beroligende forud for indgift med sonde. Refinement af forsøget (beroligende medicin) er således det sidste, som planlægges – efter at forsøgsdesignet er fastlagt. Jeg så gerne, at man i langt højere grad fra dyrestaldens ledelses side fastlagde nogle principper omkring optimering af dyrevelfærd.

Eksempler kunne være, at man beslutter at oral dosering foregår ved at blande teststof eller inokuli i blendet kattemad, og at fæces-prøver primært opsamles, når grisene defækerer, når de luftes på gangarealerne. Inden for disse rammer skal forskeren så planlægge sit forsøg og ikke mindst gøre plads til bl.a. træning på forsøgets tidslinje. Det kræver naturligvis flere ressourcer, men til gengæld vil dyrevelfærden blive et primært fokus og ikke blot et add-on til et eksisterende forsøgsdesign. Med andre ord:

Hvis vi virkelig vil fremme dyrevelfærden, må vi tilpasse forsøgene til dyrene i stedet for at tilpasse dyrene til forsøgene. Der er i dag mange forsøgsdyrfaciliteter, som allerede gør en stor indsats for at sikre at dyrevelfærden sættes i centrum som en selvstændig, primær prioritet. Det er mit håb, at denne udvikling vil forsætte, således at dyrene i fremtiden sættes i centrum og det bliver en ”golden standard” at mus og rotter tilvænnes f.eks. blodprøvetagning uden fiksering og at grise og andre forsøgsdyr trænes til at samarbejde ved en lang række eksperimentelle procedurer. Og jeg er ret sikker på, at Russell og Burch ville synes det samme.

Tilmeld dig Danmarks 3R-Centers nyhedsbrev.