Code of conduct for research integrity (Marco Annoni, National Research Council, Italien) (beskrivelse på dansk)
Marco Annoni holdt et indlæg om forskningsintegritet, hvori han redegjorde for forståelsen af begrebet og dets vigtighed.
Forskningsintegritet handler om, at forskeren ikke blot underlægger sig en fagvidenskabelig professionalisme, men også forpligter sig til at agere ”moralsk” rigtigt. Marco præsenterede et godt eksempel herpå, som tog dets udgangspunkt i Watson og Crick, der som bekendt vandt nobelprisen for deres opdagelse af dobbelthelix-strukturen for DNA. Marcos pointe var, at Watson og Crick ikke krediterede Rosalind Franklin, hvis forskningsresultater ellers udgjorde fundamentet for deres opdagelse, hvorved de i forskningsintegritetsmæssig forstand gjorde sig skyldige i ikke at agere ”moralsk” korrekt ved ikke at give Rosalind Franklin den fortjente kreditering.
Marco Annoni præsenterede et andet eksempel, hvor forskningsintegriteten var blevet tilsidesat, og, i modsætning til eksemplet med Watson og Crick, et der fik folkesundhedsmæssige konsekvenser. I 1998 publicerede lægen Andrew Wakefield således et studie i The Lancet, der påstod en sammenhæng mellem autisme og MFR-vaccinen (Mæslinger, Fåresyge, Røde hunde).
Forskningsprojektet underminerede dele af offentlighedens tiltro til vaccinen, hvormed mange efterfølgende takkede nej til vaccinen, hvilket i sidste ende resulterede i et øget antal tilfælde af både mæslinger og fåresyge i både USA og Europa. Det kom senere frem, at Wakefield og hans kollegaer havde ændret oplysninger om børnene i undersøgelsen, ligesom det også kom frem, at Wakefield oven i købet var blevet betalt af en advokat, som planlagde at sagsøge vaccinefabrikanten.
Når man taler om forskningsintegritet, er det vigtigt at huske på, at forskeren ikke bare er ansvarlig for sit eget ry, men også for virksomhedens ry, hvortil han er tilknyttet – og, som Marco udtrykte det, måske endda for videnskabens/forskningens omdømme generelt.
Du kan finde Marcos slides her: Code of conduct for research integrity
Nyhedsbrev
Tilmeld dig Danmarks 3R-Centers nyhedsbrev, så du eksempelvis ikke misser vores årlige symposium.