Patologiske og immunologiske konsekvenser af blodprøvetagning på mus (afsluttet)

Dorte Bratbo Sørensen

Der anvendes årligt millioner af mus til forskning verden over og disse museforsøg indebærer ofte en eller flere blodprøveudtagninger. Alligevel mangler der studier, som sammenligner de forskellige blodprøvetagningsmetoder og deres påvirkning af musene både med hensyn til vævsskader, effekt på immunsystemet og stress hos musene.

Det overordnede formål med nærværende projekt er derfor at beskrive og sammenligne lokale og systemiske patologiske og immunologiske forandringer og niveauet af stress, som musene udsættes for ved blodprøvetagning ved forskellige metoder. Vi tester seks udvalgte metoder, nemlig retrobulbar veneplexus punktur (øjenblod), vena submandibularis punktur (kindblod), vena sublingualis punktur (tungeblod), vena saphena punktur (bagbens-blod), haleblod fra halevenen samt halespids amputation.
Alle seks teknikker udføres af trænede dyreteknikkere og musene aflives efter enten 6, 10 eller 24 timer eller 2, 4, 6, 8, 10 eller 12 dage efter indgrebet.

Efter aflivning udføres en komplet post mortem undersøgelse og blod, udvalgte indre organer og vævsprøver fra indstiksområdet indsamles. De patologiske forandringer, som er induceret af indgrebet samt hvor hurtigt disse skader heler, beskrives.

Til vurdering af betændelsesreaktionen (inflammationen) omkring indstiksstedet analyseres gen-ekspressionen af 15 udvalgte mediatorer for lokal, akut inflammation samt systemisk inflammation. Hertil anvendes kvantitativ PCR (Polymerase Chain Reaction) teknik. Relevante inflammationsmarkører i blodet måles med ELISA (Enzyme-Linked ImmunoSorbent Assay) teknik.

Niveauet af stresshormonet Corticosteron i serum bestemmes 6, 12 eller 24 timer efter blodprøvetagning for alle metoder. For vena sublingualis (tungeblod) anvendes Optical Projection Tomography (OPT) scanning til at konstruere et komplet tre-dimensionelt billede af fordelingen af inflammatoriske celler omkring indstiksstedet i tungen ved 6, 24 timer og 10 dage efter blodprøvetagningen.

Dette studie vil give os en sammenhængende og udførlig beskrivelse af de forskellige påvirkninger, blodprøvetagning har på forsøgsmus, og det vil kunne danne basis for en detaljeret, gennemarbejdet og brugbar vejledning til udvælgelse af den optimale blodprøvetagningsmetode til et specifikt forsøg.

Hvert år bruges der på verdensplan millioner af mus til forsøg og mange af musene får taget blodprøver. Hvilken blodprøvetagningsmetode, der er den bedste, afhænger dels af forsøgets formål da en påvirkning af relaterede parametre skal undgås, og dels af hvor meget musens velfærd påvirkes negativt. Det er derfor vigtigt at vide, hvilken indflydelse de forskellige metoder til blodprøvetagning har på dyrevelfærden og immunsystemet, og i hvor høj grad der opstår vævsskade.

I dette studie testede vi seks forskellige, ofte anvendte metoder til blodprøvetagning i mus og observerede dyrene på forskellige tidspunkter i op til tolv dage efter blodprøvetagning. Til hvert tidspunkt vurderedes histopatologiske forandringer både lokalt ved prøvetagningsstedet (inklusiv helingstid) og systemisk i udvalgte organer (lever, nyrer, milt og lunger). Systemisk inflammation blev vurderet ved måling af haptoglobin i blodet og lokalt ved bestemmelse af gen-ekspression af inflammationsmarkører såsom S100A8, S100A9 og Cxcl2, IL-6, IL-1b, IL-33 og Nlrp3.

Dyrenes velfærd blev vurderet vha. målinger af stresshormon, appetit og vægttab i dagene efter blodprøvetagningen. Alle blodprøvetagningsmetoderne medførte ændringer, men i varierende grad. Dyrevelfærden så overordnet ud til at være påvirket mest ved blodprøvetagning i hoved-regionen, hvorimod en af metoderne til blodprøvetagning på halen overordnet set medførte størst påvirkning af inflammationsparametrene. Det er således ikke muligt at pege endegyldigt på ”den bedste metode”; men det bør nøje overvejes forud for et forsøg, hvilken metode der er bedst egnet i det pågældende forsøg.

Tilmeld dig Danmarks 3R-Centers nyhedsbrev.