BurgerSearch

3R-aktiviteter på Aarhus Universitet (December 2015)

N. Frederik Dagnæs-Hansen, Mette Herskind, Birgitte Kousholt, Aage Kristian Olsen Alstrup og Tobias Wang (Aarhus Universitet)

(Artiklen var et bidrag til Danmarks 3R-Centers Årsrapport 2015)

Det sundhedsvidenskabelige fakultet, Institut for klinisk medicin

På Institut for Klinisk Medicin er der igangsat 3R-initiativer inden for forskning og undervisning, lovgivning, implementering af styringsredskaber til dyreeksperimentelle forsøg samt anæstesi og analgesi. 3R-indsatsen foregår samtidig i det daglige arbejde i dyrestaldene.

Inden for forskning og undervisning, samarbejdes med internationale samarbejdspartnere omkring systematiske review og meta-analyser af prækliniske dyrestudier.
Systematiske reviews (SR) og meta-analyser (MA) er kernen i evidensbaseret sundhedsvidenskabelig forskning. Det er en grundig og systematisk analyse af et specifikt forskningsspørgsmål, hvor målet er at søge svar i allerede foreliggende data. Der er ringe tradition for SR og MA af prækliniske dyrestudier på videnskabelige institutioner i Danmark, men det er særdeles påkrævet. Indsatsen medfører, at man fra begyndelsen af sit forskningsprojekt implementerer de 3R’er.

Der er en forventning om, at implementering af SR- og MA-metoden vil medføre, at antallet af dyreforsøgsprojekter vil falde (reduction) eller ændre karakter og ydermere medføre en forfinelse (refinement) af de dyreeksperimentelle forsøg, som nødvendigvis må gennemføres.

Endvidere vil initiativet lede til en mere solid forskningsindsats, som funderes i allerede eksisterende viden. Siden 2014 undervises nu i SR på dyreforsøgskurserne. I november 2015 afholdtes det første symposium og workshop i SR og MA af prækliniske dyrestudier i Danmark på Institut for Klinisk Medicin, med god tilslutning både fra instituttets medarbejdere og studerende, andre afdelinger af AU, men også fra resten af Danmark og Norge.

Instituttet har endvidere investeret i et helt nyt styringsredskab, der skaber overblik over alle de dyreforsøg, der afvikles på instituttet. Det dækker relevante processer for overholdelse af tilladelser, operationer, afrapportering, men også dyrevelfærd. Det giver én indgang til projekterne for alle de faggrupper, der er involverede – fra forskere, dyrlæger, studerende og dyrepassere til ledelse. Implementering af systemet påbegyndtes i 2015 og pågår i 2016.

I veterinærenheden arbejdes også med refinement i form af forbedringer af nuværende bedøvelses- og smertedækningsprotokoller. Arbejdet foregår i tæt kontakt med de enkelte forskningsgrupper og specialister inden for veterinær anæstesi og -analgesi på både nationalt og internationalt niveau. Denne indsats vil være varig og forventes styrket over de næste 5 år.

For at forbedre dyrenes generelle dyrevelfærd arbejdes også på optimering af forsøgsdyrenes generelle sundhedstilstand. En god sundhedstilstand er med til at minimere det antal dyr, der anvendes i forsøg. I dyrestaldene arbejdes i flere af enhederne med specifikke tiltag, der kan berige dyrenes daglige velfærd og mulighed for at udøve normal adfærd. Det er fx ved anvendelse af andre typer strøelse, skjul, rede-materiale, foderbolde og lignende.

Der har i 2015 været afholdt kursus i anæstesi og analgesi af grise i forsøg. Kurset forventes at blive udbudt igen.

Institut for Biomedicin

På institut for Biomedicin prioriteres de 3R’er højt og specielt bruges der ressourcer på at uddanne kommende forskere med henblik på at implementere 3R i fremtidige forskningsaktiviteter. Desuden er der ved instituttet blevet arbejdet på at gøre metoder til non-invasive undersøgelsesteknikker beroende på skanninger bedre og mere effektive, således at de samme dyr kan anvendes i flere undersøgelser og derved reduceres antallet af benyttede forsøgsdyr. Gennem udforskning af metoder til bedøvelse og ophævelse af bedøvelse søger man at forbedre mulighederne for at mindske belastning ved bedøvelse og også genetablere normalfysiologiske forhold i dyrene efter bedøvelse og derved samtidig sikre mere korrekte og reproducerbare data.

Et andet initiativ, der også er med til at implementere de 3R’er ved Institut for Biomedicin, er en modernisering og revidering af metoderne til sundhedskontrol af forsøgsdyrene. De nye metoder har medført, at færre dyr anvendes til at kontrollere dyrenes sundhedstilstand og således sikre, at der til stadighed anvendes dyr af bedste kvalitet i de dyreforsøg, som anses for nødvendige for at forbedre behandling og diagnosticering af sygdomme hos mennesker.

Science & technology, Institut for Husdyrvidenskab

På Aarhus Universitet, Science & Technology, er dyreforsøg en integreret del af forskning og undervisning ved såvel Institut for Husdyrvidenskab som Institut for Bioscience. På Institut for Husdyrvidenskab er dyrevelfærd et centralt emne i forskningen, der også omfatter velfærd hos forsøgsdyr – med fokus på dyrearter såsom svin og kreaturer, der traditionelt har indgået i forskning med fokus på produktion af fødevarer. Brugen af især svinet som forsøgsdyr og dyremodel er imidlertid hastigt stigende i disse år. Instituttets forskere har års erfaring med studier af smerter hos disse dyrearter og indgår i samarbejde med relevante forskere fra ind- og udland i arbejdet på at etablere viden herom – særlig med fokus på en forfinelse (refinement) af forsøgsdyrenes forhold.

På tværs af instituttet gennemføres endvidere en række tilladelseskrævende forsøg med fokus på produktion af fødevarer samt svinet som model for human ernæring. 3R indgår i instituttets undervisning på såvel master- som PhD-niveau og er indarbejdet og prioriteret i instituttets dyrevelfærdspolitik. I de senere år har instituttets forskere udbudt/deltaget som undervisere i et udvidet forsøgsdyrskursus (afholdt i samarbejde med Institut for Bioscience), som inkluderer brugen af såvel husdyr og/eller eksotiske dyr.

Institut for Bioscience

Siden 2010 har Institut for Bioscience løbende udbudt et særligt forsøgsdyrskursus (Felasa B) med fokus på eksotiske forsøgsdyr, hvor der lægges vægt på de særlige hensyn, der kræves for at sikre de tre R’er under forsøg med ektoterme hvirveldyr. Kurset er således med til at sikre bedre dyrevelfærd (refinement) under forsøg på fisk, padder og krybdyr. Kurset har tillige på invitation været holdt i Brasilien to gange. I 2015 har der desuden været holdt et udvidet forsøgsdyrskursus (Felasa C) på Institut for Bioscience med fokus på eksotiske forsøgsdyr og feltforsøg. I et bredt samarbejde med blandt andre Københavns ZOO og Institut for Klinisk Medicin med tilknytning af både PhD- og specialestuderende udføres endvidere en række undersøgelser om forbedret smertedækning og bedøvelsesteknikker hos padder og krybdyr.

Close

Søg på 3rcenter.dk