Fisk som forsøgsdyr - også fisk kan indgå i forsøg, men der er en mening med galskaben

En anden årsag til at man bruger fisk som forsøgsdyr, er, at man i de sidste 30 år har fået øjnene op for, at fisk besidder en række fysiologiske og anatomiske egenskaber, der gør dem sammenlignelige med højere dyr, herunder mennesker. Derfor kan man spare mus og rotter og i stedet anvende fisk i stedet, når man skal belyse basale funktioner hos hvirveldyr. En lille indisk tropefisk har især fundet anvendelse som model for højere dyr i den type forsøg. Den kaldes zebrafisk og på latin Danio rerio (Figur 1).

Zebranavnet har sin oprindelse i de sorte striber på hvid baggrund, der pryder dens ydre. Forskerne kan bekvemt holde mange stammer af zebrafisk med forskellige egenskaber i små akvarier med meget præcist kontrollerede og overvågede vandparametre såsom ledningsevne, temperatur og surhedsgrad (Figur 2). Listen over funktioner og sygdomme, der studeres med zebrafisk er lang, men især lidelser i hjerne, hjerte, lever og tarm er i fokus ved brug af den lille akvariefisk. Der er en lang række mutanter, knock-out og transgene varianter til rådighed for videnskaben.

Der anvendes en del atlanterhavslaks og regnbueørreder som forsøgsdyr. De fiskearter indgår som regel i forskning, der har til formål at forbedre ernæring og sygdomskontrol hos produktionsfisk. Netop laks og ørred er jo meget populære spisefisk, hvilket man kan forvisse sig om ved at kigge i supermarkedets køle- og frysediske, der fremviser laksefiskprodukter, som glimter i orange nuancer. Således producerede Norge i 2013 1.3 millioner tons laks i netbure i de norske fjorde.

Også i Danmark har vi et betydeligt fiskeopdræt, der dog ikke måler sig volumenmæssigt med norsk akvakultur. Regnbueørreden er den mest populære opdrætsart i Danmark, og vi har i en del år produceret omkring 30.000 tons i ferskvandsdambrug (Figur 3), medens der i netbure i havet høstes 13.000 tons hvert år (Figur 4).

Regeringens nyligt publicerede akvakulturstrategi opererer med en stigning i produktionen på over 11.000 tons inden 2020, som kan tillades, hvis man samtidigt passer på miljøet. Det er netop på det område, at forskning kan hjælpe erhvervet på vej.

Sygdomsforebyggelse er et område, der kan bidrage afgørende til forbedring af miljøet. Når man holder fisk meget tæt i opdrætssystemer vil en række naturligt forekommende sygdomme nemlig kunne opformeres i højere grad end i mindre tætte bestande, hvilket kan føre til produktionstab. Forskning ved brug af forsøgsfisk kan imidlertid føre til udvikling af kontrolmetoder, der ikke alene kan optimere sundheden og velfærden hos produktionsfiskene, men tillige kan spare miljøet for en række kemikalier.

Dansk ørredopdræt berøres hovedsagligt af rødmundsyge i ferskvandsopdræt og af furunkulose (Figur 5) samt vibriose i det marine miljø. Det er alle bakterielle sygdomme som kan medføre be-tydelige produktionstab. Traditionelt vil man kunne behandle sådanne tilstande med antibiotika, hvilket dog bør undgås i videst mulige udstrækning.

En af metoderne til at opnå en beskyttelse mod sygdommene uden at bruge lægemidler er vaccination. Siden den engelske læge Edward Jenner sidst i 1700-tallet beskrev sine første vaccinationsforsøg mod koppevirus hos mennesker, er denne udnyttelse af organismens eget immunrespons mod diverse sygdomme blevet fulgt op indenfor både human- og veterinærmedicin. Der er således udviklet talrige vacciner til mennesker og dyr. Vaccination af fisk er nu også gængs praksis i moderne opdrætssystemer.

Forsøgene har også fastlagt, at det ikke er ligegyldigt hvilken vaccine, der anvendes til vaccinering af de små fisk. Der sker nemlig en stadig ændring af de sygdomsfremkaldende bakterier i miljøet, hvorfor vaccinerne skal være tilpasset de gældende forhold. Ikke alle produkter giver den ønskede beskyttelse. Det er tillige ved forsøgene vist, at selv om neddypning af små fisk i vaccine giver en relativt god beskyttelse så er en injektion i bughulen af en lille dråbe vaccine endnu bedre. Injektionsvaccinering kan fremkalde et endnu stærkere immunrespons, som giver endnu bedre beskyttelse i endnu længere tid (Figur 6).

Vaccinationsforsøgene vil i nogen grad belaste forsøgsfiskene. Ved injektionsvaccinering bedøves fiskene først kortvarigt ved nedsænkning i en bedøvelsesopløsning, hvorefter indgrebet foretages. Dernæst slippes fiskene ud i rent iltet vand, hvor de kommer til sig selv igen efter 30-40 sekunder. Det er sandsynligt at fisk i starten føler et vist ubehag pga. injektionen og den immunologiske reaktion i bughulen, der fremkaldes ved proceduren. Immersionsvaccinering er på den anden side meget skånsom og vil have minimale bivirkninger. Når man efter en periode skal teste om vaccinationerne har tilført fiskene en beskyttelse vil man udsætte disse for smitte f.eks. med levende bakterier. De vaccinerede og godt beskyttede fisk vil lide minimalt i den situation, men de uvaccinerede kontrolfisk kan til gengæld blive syge og sandsynligvis føle betydeligt ubehag. Derfor begrænses forsøgenes antal og varighed mest muligt.

Der er endnu ikke udviklet in vitro metoder til at vurdere vaccineeffekter. Grunden til at alle disse vaccinationsprojekter gennemføres, er i øvrigt, at man ønsker at reducere sygelighed, lidelse, smerte og dødelighed blandt opdrætsfisk. Desuden vil antibiotikaforbruget i fiskeopdræt kunne reduceres afgørende. Målet er sunde og velnærede fisk, der har haft et godt liv (Figur 7). Optimering af vacciners sammensætning og anvendelse kan således frelse millioner af fiskeliv i opdrætsvirksomhederne og sikre produktionsdyrene et højt velfærds- og sundhedsniveau. På den baggrund må man vurdere, at de få hundrede ørreder, som aflives i forbindelse med en vaccine-undersøgelse er et acceptabelt offer i miljøets og fiskevelfærdens tjeneste.